Hvert år udkommer et meget stort antal bøger inden for vidt forskellige genrer. Enhver forfatter håber selvfølgelig på at blive anmeldt og helst godt – og helst i et af de store dagblade.
Men hvem er det, der bestemmer, hvilke bøger, der skal anmeldes og af hvem – og hvorfor bruger nogle aviser stjerner og andre tegn i forbindelse med anmeldelser og andre ikke?
Det har Johannes Møllehave sat sig for at finde ud af, og han har derfor inviteret forskellige avisers litteraturredaktører i studiet til en samtale om anmeldelser, udvælgelseskriterier, karakterer, bogtillæg og almindelig glæde ved læsning.
I dette program er gæsten Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen, og det bliver til en på flere måder fascinerende og utraditionel samtale.