Dina tændte en dag for sit fjernsyn og hørte Niels Hausgaard sige noget i retning af: ”at vi som mennesker skal passe på vores rolle i alle de fællesskaber vi færdes i, for faren lurer altid for, at vi kommer til at følge blindt med de andre”. Med andre ord: fællesskabet kan gøre dig dummere end du er!
Dina besluttede på stedet at invitere Niels Hausgaard ind i studiet og uddybe sagen. Det er der kommet et særdeles levende, debatterende og humoristisk møde ud af. Sammen med Niels Hausgaard har Dina inviteret præsten og samfundsdebattøren Sørine Gotfredsen. Sørine brænder nemlig for at få værdier og mere ånd ind i fællesskabet Danmark. - Hun taler også om vigtigheden af, at vi virkelig tager os tid til at interessere os for det menneske, der står foran os. Dina spørger ind til hvilke møder hun har med andre. Hvordan kan man gøre en forskel i hinandens liv? Kan en kærlig opsang forandre noget?
I samtalen berøres også den kristne næstekærlighed. Sørine taler ind til det dybeste håb i os ved at sige, at vi aldrig må miste troen på, at det enkelte menneske kan tiltales og bevæges.
Niels Hausgaard fortæller undervejs i samtalen, at han er blevet mildere med årene, og det bliver til en lille fejring i studiet af, at han har rundet de 70. Det viser sig også, at Sørine Gotfredsen har været fan af Hausgaard som barn. Niels Hausgaard responderer overrasket på denne ros, at han selv er inspireret af Sørine! - Det bliver til et meget fint møde – midt i uenighederne – mellem to af Danmarks stærkeste samfundsdebattører.
Tobias Trier trio leverer musikken veloplagt og skræddersyet til dagens emne.