Da Jens Andersen henvendte sig til dk4´s Frantz Howitz med ideen om at producere nogle programmer, hvor Astrid Lindgrens bevægende livshistorie skulle fortælles i bl.a. Vimmerby og Stockholm, var der ingen tvivl. De programmer skulle selvfølgelig gennemføres, men det store spørgsmål var: ”Hvad skal programmerne tilføre, som Jens Andersens berømmede Astrid Lindgren biografi og Sveriges Televisions fremragende dokumentarprogrammer om den verdensberømte forfatter ikke allerede har fortalt?”.

For både Jens Andersen og Frantz Howitz stod det fra begyndelsen helt klart, at det ikke skulle udvikle sig til at blive rejse- eller turistprogrammer som reklame for Astrid Lindgrens Värld, Astrid Lindgrens Näs, Bulderby eller Katholt. Disse lokaliteter spiller selvfølgelig en stor rolle som kulisse i de to programmer, som nu ligger parat til at blive udsendt. Ideen var fra begyndelsen at gå bagom de muntre historier om Pippi, Lisa, Mio, Emil, Tvebark, Ronja og alle de andre børn i Astrid Lindgrens mange bøger. Her begynder det hele med historien om Astrid Lindgrens søn Lasse, som hun fødte som kun 19-årig – hemmeligt og uden for ægteskab.

Astrid måtte, kun to uger efter hun havde født Lasse på Rigshospitalet i København, overgive ham til en plejemor på Håbets Allé i Brønshøj. Her voksede han op som et lille dansk barn med en dansk mor og en svensk ”mamma”, der kun havde råd til at tage togturen fra Stockholm til Brønshøj et par gange om året for at besøge sin søn. Da Lasse var fem år, blev hans danske plejemor alvorligt syg, og Astrid var nødt til at tage ham til Stockholm. Da det ikke gik, blev han placeret hos Astrids forældre på Näs ved Vimmerby, indtil hun giftede sig med Sture Lindgren. Først da kunne hun for alvor tage Lasse til sig i hendes og Stures Lindgrens nye hjem i Stockholm.

Jens Andersen har en teori om, at følgerne af Lasses opvækst kom til at præge mange af de børn, først og fremmest drenge, der befolker Astrid Lindgrens litterære univers. Her finder man ofte ensomme og forladte, men kreative børn, der overlever mentalt ved at gå ind i et eventyrligt univers. Astrid Lindgrens bitre erfaringer med Lasses opvækst synes at være, at det at blive forladt er mere angstfuldt en selv døden.

Hele ensomhedsaspektet i Astrid Lindgrens liv og produktivitet er med andre ord endt med at blive den røde tråd i programmerne. Dette tema ligger allerede i Jens Andersens biografi ”Denne dag – et liv”, men i dk4´s programmer skærpes det yderligere.

Programmerne varer sammenlagt ca. to timer og vil ofte vil blive sendt i sammenhæng.

Del 1 har fået undertitlen ”De ensomme børn” og del 2 ”Jeg har danset i min ensomhed”. Her går programmet tæt på den indre melankoli, som omverdenen sjældent så som en del af Astrid Lindgrens psyke. Den kommer dog til fuldt udtryk i en brevveksling mellem Astrid Lindgren og hendes tyske ”sjælsveninde” Louise Hartung. Mere end 600 breve mellem de to er bevaret og er netop samlet og redigeret af Jens Andersen og Jette Glargaard i en bog ”Jag har också levat!”, der netop er udgivet i Sverige, men som i 2017 planlægges at udkomme i en dansk udgave også.

”Jens Andersen i Astrid Lindgrens fodspor” er som før nævnt optaget på flere af de locations, hvor Astrid Lindgrens historie har fundet sted. I Stockholm besøges fx Vasaparken og hjemmet i Dalargatan, der i dag står som dengang Astrid Lindgren døde i 2002, og endelig besøges den verdensberømte forfatterindes fristed Furusund i Stockholms skærgård. Her skrev hun nogle af sine seneste og mest alvorlige værker såsom ”Brødrene Løvehjerte” og ”Ronja Røverdatter”. Her blev også historierne om ”Emil fra Lønneberg” født – inspireret af datteren Karins søn, men først og fremmest som én stor kærlighedserklæring til Astrids far Samuel August.

Del 1 har udelukkende Jens Andersen som fortæller, men i del 2 spiller Astrid Lindgrens datter Karin Nyman en stor rolle som førstehåndsvidne og formidler af moderens historie. Bl.a. fortæller Karin Nyman, om dengang hun lå syg og kedede sig. Da Astrid Lindgren spurgte: ”Jamen hvad skal jeg da gøre for at muntre dig op” røg det ud af Karins mund: ”Fortæl om Pippi Langstrømpe”. Resten er historie.

Karin Nyman interviewes på Furusund, og hun fortæller både indlevende og ærligt om bl.a. broderen Lasses skæbne og om det savn, hun stadig føler efter sin mor. ”Men det hjælper, at jeg fortæller om hende”, fortæller hun bl.a.

Astrid Lindgrens ord fortolkes af Karen-Lise Mynster, der oplæser litterære citater samt udpluk fra centrale breve. En stor del af musikken er komponeret af David Runøe.

Begge programmer indleder med Astrid Lindgrens yndlingsmusik, Adagioen fra Mozarts 3. violinkoncert, som hun hørte igen og igen især på dødslejet. Her angives hele programmets tone, der ikke blot er lystig, men også indeholder både vemod og smerte.

”Meget uretfærdigt fik Astrid Lindgren aldrig Nobelprisen i litteratur, men det er HENDE vi husker, og det er hende, vi kan tage frem generation efter generation”, fortæller Jens Andersen. Det er så sandt, som det er sagt. Hvem husker i dag, hvem der modtog Nobelprisen i litteratur sidste eller forrige år? Astrid Lindgren vil derimod altid blive husket ikke blot for sit forfatterskab, men også for sit engagement i Sveriges samfundsforhold, miljøspørgsmål, dyrevelfærd og selvfølgelig i børns vilkår. Netop på det område har hendes fortællinger været med til at præge voksnes måde at anskue børn. For børnene selv har Astrid Lindgrens børnebøger stor indflydelse på deres selvforståelse. Som eksempel kan nævnes de første sætninger i ”Alle vi børn i Bulderby”: ”Jeg hedder Lisa. Jeg er en pige”. Den måde at fortælle en historie med barnets egne ord var en revolution i datidens børnelitteratur.

”Jens Andersen i Astrid Lindgrens fodspor” er blevet til i nært samarbejde med Saltkråkan AB, der varetager alle rettigheder efter Astrid Lindgren.

Også Den Svenske Ambassade i Danmark har støttet projektet med økonomisk bistand, ligesom Vimmerby Turistkontor, Astrid Lindgrens Verden, Astrid Lindgrens Näs samt beboerne i Sevedstorp (Bulderby) og Katholt har mødt projektet med stor imødekommenhed.