I 2015 kunne Julemærkefonden offentliggøre, at de havde modtaget den største donation i organisationens historie.
Winnie Liljeborg, stifter af smykkefirmaet Pandora, skænker Julemærkefonden et helt nyt julemærkehjem og vil samtidig dække alle omkostninger af stedet de første 5 år. Dermed kan Julemærkefonden hjælpe og støtte over 1000 børn om året.
I programmet fortæller Winnie Liljeborg for første gang om baggrunden for den enestående donation, og hvad det betyder for hende, at hun nu er med til at give hundredvis af børn en ny begyndelse. Vi hører også reaktionen fra Julemærkefondens direktør, Søren Ravn Jensen, der fortæller om et helt unikt og tæt samarbejde – både før og under tilblivelsen af Julemærkehjemmet Liljeborg.
Vært på programmet er den tidligere vinder af Vild med dans, Thomas Evers Poulsen, der selv har mærket på egen krop, hvad mobning kan gøre ved et menneske.