Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

Mit liv med Danmark: Thomas Andresen

Thomas Andresen er borgmester i Aabenraa, og han føler sig absolut som dansker, men han lægger heller ikke skjul på, at der er betydningsfulde, tyske spor i hans familie.

Bedstefaren var før Første Verdenskrig apoteker i Aabenraa med tysk uddannelse. Efter genforeningen var den uddannelse ikke meget værd i Danmark, så han så sig nødsaget til at flytte til Flensborg for at kunne erhverve sig et apotek. Thomas Andresens far vokser op i Flensborg og tager efter Anden Verdenskrigs afslutning en drastisk beslutning om at flytte til Namibia i Afrika. Herfra udvikler sig en dansk-tysk familiehistorie, der er noget ud over det sædvanlige. Hvordan den fortsætter frem til borgmesterposten for Thomas Andresen i Aabenraa, ja det handler samtalen om, når borgmesteren er gæst i studiet hos Jørgen Møllekær i denne udgave af ”Mit liv med Danmark”.

Med 11 nye programmer i serien ”Mit liv med Danmark” udbygger dk4 og Flensborg Avis TV samarbejdet for at styrke danskernes kendskab til det danske mindretal i Sydslesvig og for at fremme kulturudvekslingen mellem Danmark og grænseregionen.
I programrækken undersøger vi, hvordan danskere og tyskere syd for grænsen holder fast i deres identitet og deres liv med Danmark. Hvordan det er at leve et liv med Danmark udenfor Danmark, og hvordan det er i det daglige at leve i en både tysk og dansk verden og samtidig holde fast i det danske? Hvordan det er at leve som en del af det danske mindretal i Sydslesvig, og hvordan det er for tyskerne at leve side om side med de ca. 50 000 dansksindede i grænseregionen.
Programvært er chefredaktør Jørgen Møllekær, Flensborg Avis.
   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.