Sæsonens sidste udgave af Sommersang i Mariehaven skulle vise sig at blive en våd omgang for havens mange gæster. Men på forunderlig vis er det som om at den slags ikke betyder noget i Mariehaven. Alle tager det med godt humør og musik og sang går man aldrig forkert af i Mariehaven.
Blandt dagens mange solister kan nævnes Johnny Logan, som får alle til at glemme regn og rusk med sin imponerende stemme og sit overbevisende sangvalg, der tæller både stille ballader og rendyrket rock´n’roll. På scenen denne søndag er også mindre kendte navne som Tom Brakl, Walther, Tine Mynster og Rasmus Hedeboe, der hver især leverer stærke indslag til et flot program.
Maries Festival Band, som Helge ynder at kalde “Fruens Orkester” er også med og har til dagen allieret sig med Sidsel Maria Michelsen, der synger Poul Henningsens smukke revyvise “Man binder os på mund og hånd”. Som sædvanlig er Helges band Neighbours & Friends her og der og alle vegne, og publikum kvitterer med stående applaus selv endda i regnvejr.
Medvirkende:
Neighbours & Friends, Johnny Logan, Walther, Tom Brakl, Tine Mynster, Rasmus Hedeboe, Maries Festival Band med Sidsel Maria Michelsen.