Helm Klink Havn, Nøgenbjerg, Marens Maw, Skavemosen og Græm Strand er nogen af de stednavne som vi rammer på vandreturen på Husby Klitplantage Ruten.
Med os på turen har vi Vibeke Albinus og Brian Kjølhede Jensen. De to fortæller ikke bare historier og myter bag navnene – men de fortæller også om skoven, der blev plantet takket være 4 driftige mænd, der i 1856, til fods, gik fra Vestjylland til København for at hente hjælp hos kongen til at stoppe sandflugten.
Vi hører også om biodiversiteten på heden og om parabelklitten, og de mange planter og blomster, der kan vokse på denne næringsfattige, saltede og sandede jord.