Clemens Meyer er født i 1977 i Halle, men er vokset op i et forstadskvarter i Leipzig i det tidligere DDR. Her oplevede han efter Murens fald at drømme om ny frihed og nye muligheder, men her gjorde han også erfaringer med det barske liv på gaden.
I dette sjette program i serien ”Nye tyske fortællinger” møder Hanne Roswall Laursen den prisbelønnede forfatter på Prenszlauer Berg i Berlin til en samtale om især Meyers nyeste udgivelse ”Gewalten – ein Tagebuch”.
”Nye tyske fortællinger”, er en programserie, hvori Hanne Roswall Laursen taler med nogle af de unge tyske forfattere, som i de senere år har gjort sig særlig bemærket på bogmarkedet både i Tyskland og i udlandet.
Det er nu 20 år siden Berlinmuren faldt, og efterhånden er en ny generation af forfattere ved at slå deres navne fast, efter at efterkrigsgenerationen har været toneangivende i tysk litteratur i en hel menneskealder.
Forfattere, der er født efter 1960 og har debuteret efter 1990 er i fuld gang med at skrive de mange nye historier, der nu skal fortælles. Programrækken sætter blandt andet fokus på, hvad det er, der optager dem netop nu, hvilke forestillinger de har om det nye samlede Tyskland, og hvordan de ser deres egen rolle som tyske fortællere. I dette sjette program drejer det sig om Clemens Meyer. Øvrige deltagere i programserien er Karen Duve, Emma Braslavsky, Tanja Dückers, Ingo Schulze og Uwe Tellkamp.
Programrækken vises i samarbejde med Formidlingspuljen, Det humanistiske fakultet, Københavns universitet.